• Kæmpe udsving i danske aktier efter valg i USA – grønne giganter brager ned

    Источник: BDK Finans / 06 ноя 2024 03:24:12   America/New_York

    Det danske aktiemarked er netop åbnet efter nattens amerikanske valgdrama – og der er udsigter til kæmpe udsving i en række af de største danske aktier. De danske eliteaktier i C25-indekset er nemlig sluppet noget så dramatisk fra start, kort efter børsen åbnede op for handlen klokken 9 dansk tid. Tre kvarter efter børsåbning ligger C25-indekset dog faktisk relativt fladt. Det skyldes, at store kræfter trækker både op og ned. For de grønne giganter Ørsted og Vestas fortsætter gårsdagens store nedtur og bankes ned med henholdsvis 12 og ni procent. Mærsk-aktierne sendes også ned med mere end fem procent på baggrund af bekymringer for den globale samhandel under en mere protektionistisk Trump-administration. Helt anderledes ser det ud for regnskabsaktuelle Novo Nordisk, som ligger ud med en stigning på mere end syv procent. Eksperter vurderer, at der er flere grunde til den todelte stemning på det danske marked. Tager man et kig ud over landets grænser, er der over en bred kamp overraskende god stemning på de europæiske aktiemarkeder, som en time inde i børshandlen stiger. »Drill baby, drill« Det er næppe tilfældigt, at de grønne aktier får hug med en Trump-sejr, pointerer investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Bernhardtsen. Trump har under mottoet »drill baby, drill« ytret sig positivt om traditionelle energiformer som kul og gas, mens han har været skeptisk overfor mere bæredygtige energikilder. »Det ser ud til, at Republikanerne ikke bare vinder præsidentembedet, men også Senatet, og det kan bekymre folk omkring opbakningen til den grønne omstilling,« forklarer Oskar Bernhardtsen. Helt generelt er aktiemarkederne verden over ved at indregne en Trump-sejr, vurderer investeringsstrategen, og det betyder også kurstilbagegang for rederiet Mærsk. Donald Trump har varslet tariffer på al import til USA, og det kan være en kæp i hjulet for selskaber som Mærsk, der lever af at fragte gods rundt i hele verden. »Mærsk falder lidt på Trump-sejren. Det handler nok om, at investorerne forventer en lavere samhandel. Hvis der kommer mindre import til USA på grund af eventuelle tarifer, så er der brug for mindre kapacitet,« bemærker Oskar Bernhardtsen. »Cocktaileffekt« sender Novo-aktien til tops Omvendt ser det positivt ud for Novo, som lægger sig solidt i toppen af det danske eliteindeks. Aktien stiger med otte procent – og trækker Zealand Pharma, som stiger med mere end fem procent, med op. Der var på forhånd lagt op til en dag, som kunne gå flere veje for Novo-aktien. For før børsåbning kom Novo med regnskab for årets tredje kvartal. Og det var et regnskab, som i det store hele var uden markante overraskelser. Omsætningen landede som forventet på 71 milliarder kroner, indtjeningen på driften endte på 34 milliarder koner, mens Fruergaard og Co. opnåede et overskud på 27 milliarder kroner. Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen skyldes den store kursstigning derfor en »cocktaileffekt.« For siden Novo-aktien toppede i juni måned har den været på en gardigen kursnedtur og fået barberet en fjerdedel af værdien af. Derfor kan det ifølge Per Hansen spille en rolle for den gode modtagelse af regnskabet, at det ikke var ringere end ventet. Derudover ligger salget af blockbustermidlet Wegovy ni procent højere, end der på forhånd var ventet. En stor del af Novos enorme kursoptur de seneste år skyldes kolossale forventninger til netop Wegovy og Ozempic. Det er derfor en lettelse for investorerne, at salget af Wegovy stadig viser solid vækst – og endda slår forventningerne. Samtidig præciserer Novo forventningerne til både omsætningen og indtjeningen for hele året. Væksten i omsætningen ventes nu at lande mellem 23 og 27 procent fra 22 til 28 procent før, mens overskuddet fra driften nu forventes at stige med 21 til 27 procent fra 20 til 28 procent før. Men som vi tidligere har skrevet her på Berlingske, kan en valgsejr til Trump skabe en vis modvind for Novo. For Donald Trump har allerede løftet lidt af sløret for, hvad han har tænkt sig at gøre med det amerikanske sundhedsvæsen, hvis han vinder præsidentvalget. En af de ting er, at gøre Robert F. Kennedy Jr. til sundhedsminister. Og herfra kan der komme en strid modvind til Novo. For tidligere har Trump udtalt, at han vil lade Robert F. Kennedy Jr. »gå amok på sundhed«, hvis han ender som præsident. Og mange af de holdninger, som Robert F. Kennedy Jr.s kampagne »Make America Healthy Again« bygger på, stammer fra en række stjerner i de republikanske kredse, som tidligere har erklæret Novo Nordisk for en af de helt store skurke Det er dog ikke noget, som Novo-investorerne – for nu – er nervøse for. »Det stiger helt vildt« Kigger man ud i den store verden, så handler europæiske aktier i plus, og den positive stemning dækker også dele af Asien – særligt Japan. Hos de europæiske aktier er det blandt andet våbenaktierne og bankerne, som stiger i onsdagens handel. Omvendt falder flere af bilaktierne. Stigningerne i de verdensdele overrasker Oskar Bernhardtsen positivt, set i lyset af, at Trumps løfter om tariffer og hans protektionistiske kurs kan være udfordrende for virksomheder, der ikke befinder sig i USA. Kigger man mod netop USA, så springer en særlig tendens i øjnene: »Man må bare sige, at Russell 2000 – som indeholder mindre virksomheder i USA – de stiger helt vildt. Siden tirsdag eftermiddag er indekset oppe med syv procent,« siger Oskar Bernhardtsen. Donald Trump har flere gange ytret, at han vil få det amerikanske erhvervsliv til at blomstre – blandt andet ved at bringe virksomheder, der er flyttet fra USA til udlandet, tilbage til USA. Men også ved netop tariffer på varer importeret fra Europa og Kina. Det kan gavne de virksomheder, som producerer og sælger deres varer lokalt i USA. Dem er der mange af i Russell 2000-indekset, hvor selskaberne får 80 procent af deres omsætning fra USA. https://www.berlingske.dk/aktier/kaempe-udsving-i-danske-aktier-efter-valg-i-usa-groenne-giganter-brager-ned
Опубликовать